Du er her: Forside Presserum Press Releases Nordisk velfærdsmodel under massivt pres
Mine værktøjer

FOR IMMEDIATE RELEASE

Nordisk velfærdsmodel under massivt pres

Finanskrisen og den stigende arbejdsløshed truer det fundament som hele den nordiske velfærdsmodel bygger på.

17/04 2009


- Beskæftigelsen er grundlaget for velfærdssamfundets finansiering. Derfor skal vi gøre alt for at undgå, at en stor gruppe af befolkningen bliver langtidsledige, sagde Torben M. Andersen, professor fra Aarhus Universitet og tidligere formand for Regeringens Velfærdskommission på et debatmøde i Nordisk Ministerråd torsdag.

Torben M. Andersen var dog optimistisk i forhold til velfærdsmodellens chancer for at stå distancen i den aktuelle krisesituation.

- Vi kan godt bevare de grundlæggende værdier i modellen som lige og fri adgang til uddannelse og omsorg, men det er nødvendigt med radikale tilpasninger, hvis regnestykket skal kunne hænge sammen.

Folketingsmedlem Ole Sohn fra SF mente også, at den nordiske velfærdsmodel udgør et godt fundament, som kan og skal overleve i de kommende årtier, men ikke uden reformer.

- Den eneste realistiske vej frem for at bevare velfærden er at udvide arbejdsstyrken. Vi skal investere i forskning og uddannelse og skabe nye erhvervsområder, som vi skal leve af i fremtiden, sagde Ole Sohn.

Han nævnte vindmøllekraften i 1970’erne som et enestående eksempel på, hvordan ønsket om et bedre miljø var med til at skabe en uhyre vigtig og værdifuld indtægtskilde for Danmark.

Martin Ågerup, direktør for den uafhængige tænketank CEPOS, var enig i Torben M. Andersens analyse af, at en fortsat finansiering gennem indkomstbeskatning ikke er tilstrækkelig til at opretholde velfærdsniveauet.

- Det er nødvendigt med en alternativ finansiering af velfærdsydelserne gennem en delvis brugerbetaling, og private virksomheder og forsikringsselskaber skal stå for velfærdsløftet.

I diskussionen om hel eller delvis privatisering af velfærden sagde Tone Mørk, kommende direktør for Nordisk Velfærdscenter.

- Det er vigtigt at have en åben debat i de nordiske befolkninger om, hvad der er kerneværdierne i velfærdssamfundet og hvilke ydelser vi skal prioritere at bevare.

Tone Mørk pointerede, at den lige og frie adgang til uddannelse er en af de vigtigste hjørnesten i den nordiske model, som vi skal bevare for at sikre et godt fundament for fremtidens samfund. Den opfattelse delte de øvrige debattører.

 

###

Handlinger tilknyttet webside